Video : Tipsbladet
Premier League

Bilic om fyringstrussel: Jeg vil ikke blive overrasket

Slaven Bilic tror fortsat på, at han kan vende tingene rundt i West Ham.

West Ham-manager, Slaven Bilic, er en presset mand.

London-klubbens sæsonstart har været miserabel og efter ni kampe har West Ham kun hentet otte point, hvilket placerer dem på en foreløbig 17. plads.

Fredag rendte holdet så ind i sæsonens hidtil største nedtur, da man tabte med 3-0 på hjemmebane til oprykkerne fra Brighton & Hove Albion. Selv påtager Slaven Bilic sig gerne alt ansvaret for den dårlige start:

- Spekulationerne har været her længe. Jeg er holdets manager, og jeg har ikke i sinde at gemme mig bag noget som helst. Det er mit ansvar, og så må bestyrelsen beslutte resten.

- Jeg har gjort mit bedste, men når du taber 3-0 på hjemmebane til Brighton, vil jeg ikke blive overrasket, siger en meget afklaret Slaven Bilic ifølge BBC Sport.

Den 49-årige kroat har dog ikke afskrevet sig selv endnu. Han mener, at han før har vendt tingene rundt:

- Vi har stået i denne situation før, og der formåede vi at vende tingene rundt. Jeg er ikke bekymret. Det er det forkerte ord. Jeg er fortrøstningsfuld, og i øvrigt er det her ikke et spørgsmål om min fremtid, lyder det fra Slaven Bilic.

West Hams næste kamp er på onsdag, hvor Bilic' tropper møder Tottenham i Carabao Cuppen.