Det har været en hård sæson for Bolton, og en af årsagerne til det er, at man har måttet klare sig uden den alvorligt knæskadede midtbanemand Stuart Holden.
Den amerikanske landsholdsspiller er fortsat under genoptræning, men mens man venter på hans comeback, er Bolton-manager Owen Coyle gået på jagt efter flere spillere af samme støbning i USA.
- I flere år har amerikanske spillere gjort det godt i Premier League. De har sat deres præg på tingene, og det har de, fordi de for det første er meget talentfulde og for det andet fordi de har en mentalitet, der kan håndtere de krav, der stilles i Premier League, sagde Coyle til lokale Bolton News.
Det gjorde han, fordi man er tæt på at lave en aftale med New York Red Bulls-stopperen Tim Ream, en 24-årige forsvarer der også hører til i kredsen omkring det amerikanske landshold.
- Han er en spiller, der kan blive endnu bedre, for selv om han er 24, så svarer det mere til 21 i forhold til hans fodboldudvikling, for i USA lægger man meget vægt på collegeuddannelsen. Det forstår jeg godt, men det betyder, at de amerikanske spillere ikke får startet deres karriere så tidligt som de måske kunne.
- Det betyder til gengæld, at amerikanerne kommer til Premier League med en friskhed, en energi og en vilje til at vise deres værd. De kvaliteter har Tim Ream sammen med et stort talent og en fantastisk fysik, sagde Coyle.
Transferen bliver angivet til at ligge i omegnen af 20 millioner kroner, og Ream er en direkte afløser for Gary Cahill, der er skiftet til Chelsea. Lige nu venter man på arbejdstilladelsen, og imens kan man så finde følgende fine udmelding om forsvareren fra New York:
- Ream er rolig med bolden, og han er god i afleveringsspillet. Han er en europæisk forsvarstype, der minder mig om Rio Ferdinand. Han er stærk taktisk og i luften, og han stresser aldrig, sagde således Red Bulls-træner Hans Backe til New York Times tilbage i marts 2010, da New York-klubben fik kontrakt med forsvareren
Siden har Tim Ream spillet 58 kampe i MLS, og nu er han så på vej videre. Men Coyle vil mere end det og satser på et par forstærkninger yderligere, før vinduet smækker i.
En angriber ville være oplagt, mens man også venter på det indlånte forårs-scoop, der har løftet Bolton de seneste par sæsoner i form af først Jack Wilshere og siden Daniel Sturridge. Chelseas Josh McEachran var nævnt som et godt bud, men han endte i stedet i Swansea.