Burnley-topscorer skal ingen steder
Illustration
Premier League

Burnley-topscorer skal ingen steder

Burnley vil ikke sælge klubbens topscorer, Danny Ings, til januar, slår klubbens manager fast.

Danny Ings blev sidste år kåret til Årets Spiller i The Championship, og i denne sæson har den 22-årige angriber scoret fire gange for Burnley.

Den engelske U/21-landsholdsspiller står dog uden kontrakt næste sommer, men det betyder ikke, at Ings er på vej væk fra klubben, slår Burnleys manager, Sean Dyche fast:

- Jeg har fået besked på, at han ikke bliver solgt til januar. Det er jeg virkelig glad for, fortæller Dyche til BBC Sport.

Ings har i denne sæson scoret i to af de tre kampe, som klubben har vundet, og han må derfor regnes som en værdifuld brik for førsteholdet hos oprykkerne. Derfor arbejder klubben også på at forlænge samarbejdet med den unge angriber:

- Vi er i dialog med ham og hans agent om en forlængelse, og så håber vi på at kunne bringe nye spillere til klubben i januar, fortæller Dyche videre.

Burnley ligger i øjeblikket placeret under nedrykningsstregen i Premier League, men har dog samme antal point som Crystal Palace, der ligger placeret på den rigtige side af nedrykningsstregen.