Carragher: Rodgers kan tøjle Balotelli
Illustration
Premier League

Carragher: Rodgers kan tøjle Balotelli

Liverpool lader til at være meget tæt på at hente Mario Balotelli, der i sin unge karriere har skabt mange skandaler uden for banen.

Mario Balotelli kan meget snart blive præsenteret som Liverpool-spiller. Den 24-årige italienske angriber er på vej fra AC Milan og skiftet trækker store overskrifter - meget på grund Balotellis evne til at havne i ballade uden for banen og hans tendens til krukkeri på banen. 

Liverpool har denne sommer solgt Luis Suarez, som med sin trang til at bide modstandere har skabt meget ballade i sin tid i klubben, så spørgsmålet er, om Mario Balotelli vil være godt eller skidt for Liverpools omdømme. 

Liverpool-ikonet Jamie Carragher, der nu fungerer som fodboldekspert er fortrøstningsfuld i forhold til, at manager Brendan Rodgers kan styre den til tider utilpassede italiener. Rodger kommer i følge Carragher til at trække på sine erfaringer fra tiden med Luis Suarez.

- Jeg vil mene, at Brendan har masser af erfaring med Luis. Det vigtigste for en spiller er, hvad de præsterer på banen. Begge spillerne (Suarez og Balotelli, red.) har haft sager uden for banen, men det må være retfærdigt at sige, at Suarez har skabt mest på banen, siger Jamie Carragher til Sky Sports.

- Man får altid lidt mere snor, hvis man præsterer på banen - det gælder for enhver spiller. Balotelli er en spiller der har været her (i Premier League, red.) før, hvor han præsterede masser at tale om for os i medierne. Men han viste ikke sit fulde potentiale på banen i Manchester City, og det sammenholdt med sagerne uden for banen, var nok årsagen til at hans exit.

I Manchester-tiden kom Balotelli i problemer, da det kom frem, at han havde kastet dartpile efter klubbens ungdomsspillere på træningsanlægget. Han fyrede af ukendte årsager fyrværkeri af på sit badeværelse og endte med at måtte ringe efter brandvæsenet og på banen skabte han blandt andet masser af ballade, da han trådte Tottenham-spilleren Scott Parker i hovedet og blev idømt fire dages karantæne af det engelske fodboldforbund. Blot et llle udpluk af balotellis mange udskejelser.

Jamie Carragher lægger ikke skjul på, at Liverpool mangler en klasseangriber men slår også fast, at Balotelli ikke skal føle sig for sikker på fast spilletid.

- Han er Italiens førsteangriber, og vi vil gerne se gode spillere her. Liverpool mangler en angriber . I øjeblikket har man Daniel Sturridge og Rickie Lambert, og da det ser ud til at Fabio Borini er på vej videre, mangler man en angriber. 

- Men bliver han den rette for holdet? Kan han komme på holdet, hvis alle er klar til at spille? I øjeblikket er Daniel Sturridge med 36 mål i 50 kampe den bedste og eneste spiller i front. 

- Vil Brendan Rodgers benytte to angribere, og hvem vil det i givet fald blive? Lige nu har han flere muligheder, men jeg tror ikke han vil stille med det samme hold for tit, så han har brug for alternativer.