Med en tæt tåge inden kampen skulle de to mandskaber varme op til en kamp, som var i fare for at blive aflyst, og hvor Tottenham-manager Harry Redknapp ikke var nået frem, da han sad fast i London med et fly, der ikke ville lette. Men heldigvis lettede tågen over Anfield, så de to hold kunne komme i gang.
Og her var det Liverpool, der startede bedst, om end holdet fra Merseyside langt fra imponerede. Det blev dog til en god aktion fra Gerrard og Carroll. Liverpool-kaptajnen sendte Caroll i dybden, men den store angriber blev stoppet af en glidende Dawson.
Ti minutter inde i kampen var det så en kat, der tog opmærksomheden, da den løb tværs over banen på Anfield og stoppede spillet i et par minutter, og det var som om, at de lagde en dæmper på det i forvejen tamme tempo.
Det blev kun til et par tilløb til chancer for Liverpool, inden Glen Johnson i første halvlegs allersidste minut trak ind i banen fra sin position som venstre back og sparkede kompetent på mål, men 40-årige Friedel viste klassen og parerede forsøget.
Anden halvleg startede som første. Uden chancer og tænding. De fanatiske fans på The Kop skulle helt hen til det 60. minut, før de fik lidt at glædes over med et par hjørnespark i deres ende, og det fik Liverpool-spillerne til at live op.
Det højeste brøl kom dog, da Kenny Dalglish kunne sætte Luis Suarez ind til sin comeback-kamp efter otte spilledage på siden for sit racistiske udfald mod Patrice Evra. Og Suarez var da også med til at sætte gang i Liverpool, der havde de fleste chancer i kampen, der havde Andy Carroll som den største synder.
Det var dog Tottenham, der havde den største, da Gareth Bale trak ind i banen fra sin position i venstre side og fik en bold i dybden, men alene med Reina sparkede ellers formstærke Bale direkte på Reina i Liverpool-målet, og dermed kunne Anfield ånde lettet op.
Fem minutter før tid kunne Suarez så have lavet det perfekte comeback, da han havde en stor chance i Tottenham-feltet, men heller ikke han skulle få lov at score i nulløsningen, der medfører status quo for både Tottenham på tredjepladsen og Liverpool på syvendepladsen.