Cech: Vi kan klare presset
Illustration
Premier League

Cech: Vi kan klare presset

Chelsea-målmand Petr Cech mener, at klubben er rustet til at klare presset i den tætte kamp om det engelske mesterskab.

Det er ikke bare hjelmen, der trykker, men i denne sæson også presset som mesterskabskandidat. Petr Cech, Chelseas mangeårige førstemålmand, er dog ikke i tvivl om, at London-klubben kan stå for presset og vinde Premier League for første gang siden 2010. 

- Tidligere har vi været gode til at holde et forspring. Men det er klart, at nu har vi et andet hold, og scenariet er anderledes, så det er svært at sammenligne, men vi ved, hvordan man spiller under pres helt til sæsonens sidste kamp, siger Cech til Daily Mirror. 

- Hvis man ligger nummet et, bliver man nødt til at vinde for at bevare den placering. Hvis man ligger på andenpladsen, skal man hele tiden vinde for at holde trit med førerholdet, og man har ikke tingene i sine egne hænder, men presset er helt det samme. 

- Mange har en tendens til at kigge for meget på tabellen, når sæsonen er ved at slutte. Men hvis man hele tiden gør det, mister man fokus på det, man selv har gang i. Det kommer vi ikke til at gøre. 

Hver gang Chelsea har ført Premier League efter 28 runder - som de gjorde i denne sæson - har holdet vundet det engelske mesterskab.