Chelsea-back vender hjem til Atletico Madrid
Premier League

Chelsea-back vender hjem til Atletico Madrid

Filipe Luis vender tilbage til Atletico Madrid efter en enkelt sæson i Chelsea FC.

Chelsea FC hentede sidste sommer to spanske mestre i Altetico Madrid. Diego Costa har haft stor succes på Stamford Bridge - det har Filipe Luis ikke. Det har parterne nu taget konsekvensen af. Den brasilianske venstreback vender tilbage til Atletico Madrid efter blot en enkelt sæson i London.

De engelske mestre oplyser på klubbens hjemmeside, at man er nået til enighed med Atletico Madrid om en transfer, og at Filipe Luis derfor er rejst til Spanien for at slutte sig til sin gamle klub.

Filipe Luis har stået i skyggen af Cesar Azpilicueta i Chelsea, og det er den manglende spilletid, der har ført til, at brasilianeren vender hjem til vante himmelstrøg i den spanske hovedstad.

Filipe Luis nåede at spille 26 kampe for Chelsea FC. Han var med til at vinde både mesterskabet og Capital One Cuppen.