Chelsea havde ingen problemer mod League One-hold
Foto: Alastair Grant/Polfoto
Premier League

Chelsea havde ingen problemer mod League One-hold

Chelsea er videre i FA Cuppen efter en 2-0-sejr over Scunthorpe United.

Mens Swansea sensationelt blev slået ud af League Two-mandskabet Oxford United tidligere på søndagen, så havde Chelsea ingen problemer med at besejre Scunthorpe United fra Englands tredjebedste række i FA Cuppen.

Chelsea vandt hjemme i London med 2-0 efter mål af Diego Costa og Ruben Loftus-Cheek.

Costa bragte Chelsea på 1-0 allerede efter 13 minutter, da han lidt heldigt fik ramt på Branislav Ivanovic' fornemme indlæg med indersiden og dirigerede bolden ind i kassen.

Efter pausen blev Scunthorpe United mere agressive, og kampen åbnede lidt mere op, uden gæsterne for alvor kom frem til de store muligheder. 

Det var også Chelsea, der scorede opgørets næste og sidste scoring med små tyve minutter igen, hvor Ruben Loftus-Cheek inde i feltet satte foden på et indlæg fra venstre side og sparkede den hårdt og fladt ind til 2-0.

I slutminutterne ramte Scunthorpe United stolpen, men tættere kom de ikke på en reducering, og derfor var det Chelsea, som spillede sig videre til fjerde runde af turneringen.