Premier League

Chelsea overvejer megabud på Falcao

Chelsea kan levere vinterens transferbombe i form af et historisk højt bud på Atletico Madrid-angriberen Radamel Falcao.

Sidste år leverede Chelsea en megahandel på den sidste dag i januar måneds transfervindue, da spanske Fernando Torres blev hentet i Liverpool for 430 millioner kroner. Nu kan den engelske storklub gøre det igen.

Ifølge spanske

Fichajes.com

overvejer Chelsea således at benytte de sidste timer af dette transfervindue til at lave en lignende handel. London-klubben pønser på et bud på Atletico Madrids colombianske målsluger, Radamel Falcao, på historiske 446 millioner kroner.

Et eventuelt køb af Radamel Falcao skal ses i lyset af, at Fernando Torres endnu ikke har slået til i den blå trøje. Samtidig er Didier Drogba efter alt at dømme fortid i Chelsea til sommer, hvorfor en ny angriber synes tiltrængt.

Da Radamel Falcao er en af verdens bedste af slagsen i øjeblikket, er det ikke mærkeligt, at han topper ønskeseddelen hos Chelsea-manager Andre Villas Boas. Colombianeren scorede 72 mål i 87 kampe for FC Porto, inden han i sommer skiftede til Atletico Madrid for 300 millioner kroner. Her har han siden benyttet sit unikke målinstinkt til at score hele 20 gange i bare 28 kampe. Dét målinstinkt vil Chelsea nu have fat i.