Chelsea smadrede Ipswich

Frank Lampard scorede Chelseas to sidste mål i storsejren. Foto: Scanpix
Chelsea tankede selvtillid i den engelske FA Cup med en 7-0 sejr mod Ipswich.

Ipswich havde ikke en chance, da de i dag stod over for et veloplagt Chelsea-mandskab, der søgte oprejsning efter en periode med kun én sejr i de sidste ni kampe. Det blev til en 7-0-sejr til Chelsea, der havde Frank Lampard og Daniel Sturridge som dobbelt-målscorere.

Der gik lidt over en halv time, før målfesten blev indledt. Det skete, da Salomon Kalou scorede kampens første mål i det 33. minut. Det blev 2-0 minuttet efter, da 21-årige Daniel Sturridge, der for nylig scorede hele fem mål i en reservekamp, bragte hjemmeholdet yderligere i front.

Et selvmål af Ipswich' Carlos Edwards gjorde tingene endnu sværere for Ipswich, der til daglig spiller i Englands næstbedste række, Championship. 3-0 til Chelsea ved pausen.

I anden halvleg fortsatte Chelsea dominansen, og inden der var gået 10 minutter af anden halvleg, havde først Nicolas Anelka og derefter Daniel Sturridge sendt de regerende mestre på 5-0.

Men her sluttede det ikke. Chelseas midtbanestjerne Frank Lampard ville nemlig også lege med. Med to hurtige scoringer i det 78. og 79. minut fuldgjorde han ydmygelsen af Ipswich.

Selvom sejren ikke pointmæssigt hjælper Chelsea i Premier League, er der ingen tvivl om, at den giver London-holdet en god dosis selvtillid inden det kommende opgør mod Blackburn.

Seneste nyt på tipsbladet.dk