Chelsea-spiller: Er ikke længere arrogant

Daniel Sturridge erkender, at han blev ramt af stjernenykker. Men disse har han nu lagt af sig.

De fleste unge fodboldtalenter formår at holde benene solidt plantet på jorden på trods af deres succes og berømmelse, men der findes også eksempler på det modsatte. Et af disse er Chelsea-spilleren Daniel Sturridge.

Da han blev hentet til London fra Manchester City i 2009, mistede han jordforbindelsen, hvilket fik ham til at fremstå usympatisk og arrogant. Dette kunne især aflæses på de udtalelser, den unge angriber kom med til pressen.

Men den tid er forbi. Daniel Sturridge er nu blevet 22 år, og han har indset, at tidligere tiders attituder var en fejl.

- Jeg sagde nogle ting, da jeg lige havde skrevet under med Chelsea, som fik folk til at spørge "hvem tror den knægt egentlig, han er?". Men i mit sind vidste jeg, hvor jeg ville hen, og jeg troede, at jeg bare var selvsikker. Men nu kan jeg godt se, at jeg fremstod arrogant, og nogle af de ting, jeg sagde, var også latterlige, siger Daniel Sturridge til The Sun.

- Alle der kender mig, ved godt, at det slet ikke er sådan, jeg er, og heldigvis er folk også begyndt at kunne genkende det billede.

Seneste nyt på tipsbladet.dk