Oscar er hurtigt blevet en profil for Chelsea, siden han ankom til London-klubben fra Internacional i sommeren 2012. Brasilianeren skubbede den nuværende Manchester United-spiller Juan Mata ud på bænken i Chelsea og har i denne sæson bidraget med otte mål i Premier League.
På det seneste er Oscar dog blevet rygtet væk fra Chelsea og til franske Paris Saint-Germain, hvor landsmændene Lucas Moura og Thiago Silva spiller.
Nu indrømmer den kreative spiller, at han har snakket med de to PSG-spillere om at tørne ud for den franske hovedstadsklub på et tidspunkt.
- Jeg er smigret over, at PSG er interesseret i mig. Paris er en stor klub, men jeg er glad i Chelsea, siger Oscar til Telefoot.
- Lucas, Thiago Silva og jeg har talt lidt om det, da vi mødtes i Champions League, men der er intet konkret. De ved, at det vil blive svært for mig at forlade Chelsea på grund af transfersummen.
22-årige Oscar har spillet 29 landskampe for Brasilien og scoret ni mål.