Chelsea-stjerne: Svært at bevare motivationen
Foto: John Walton/Polfoto
Premier League

Chelsea-stjerne: Svært at bevare motivationen

Chelsea er ude af kampen om Premier League-titlen og Champions League, og det koster på motivationen, erkender Willian.

Sæsonen 2015/16 vil næppe gå over historien som en af de bedste for Chelsea FC. Tværtimod vil den nok længe blive husket som en sæson, hvor London-klubben haltede efter og aldrig for alvor var i nærheden af noget som helst. Titlen i Premier League er for længst forduftet, mens man heller ikke længere er at finde i Champions League. 

Lørdag blev det så skuffende til 2-2 hjemme mod West Ham, og det var en kamp, hvor motivationen i perioder så ud til at mangle for de dyre Chelsea-stjerner. Efterfølgende erkender den brasilianske landsholdsspiller Willian da også, at det er svært ikke at være med i kampen om metal: 

- Det er meget svært at forblive motiveret, når du ikke kan vinde en titel mere. Vi er dog nødt til at blive ved med at klø på. Vi spiller for Chelsea FC, og vi er nødt til at blive ved helt til afslutningen af sæsonen, siger Willian ifølge Goal.com og fortsætter: 

- Jeg synes, at vi fortjente at slå West Ham. Vi spillede rigtig godt - Især i anden halvleg, hvor der blev skabt mange chancer. Det var et hårdt øjeblik for os, da de scorede til 2-1. Det var nemlig i en periode, hvor vi gjorde det godt. Vi skal dog spille på denne måde i resten af sæsonen, udtaler Willian. 

Chelsea FC indtager tiendepladsen i Premier League med 41 points efter 30 kampe.