Chelsea-stjerne var i kontakt med PSG
Illustration
Premier League

Chelsea-stjerne var i kontakt med PSG

Chelseas Oscar indrømmer, at han har været i kontakt med PSG, men at han også er i Chelsea til næste sæson.

Den brasilianske kreatør Oscar er i centrum i hjemlandet i øjeblikket, hvor han har leveret nogle fine præstationer for Brasilien under VM-slutrunden. Det samme har været tilfældet i Chelsea i sidste sæson, hvor han specielt i den første halvdel af sæsonen var en markant skikkelse på Jose Mourinhos mandskab. 

Det var der andre klubber, der bemærkede, og specielt Paris Saint-Germain skulle angiveligt være interesseret i at hente Oscar til den franske hovedstad, som de netop har gjort med landsmanden David Luiz. 

Oscar har tidligere udtalt, at han er smigret over rygterne, og efter gårsdagens kamp mod Cameroun indrømmede den offensive midtbanespiller, at der også har været kontakt parterne imellem. 

- Det er rigtigt, at jeg har været i kontakt med PSG, men der skete ikke mere end det. Jeg bliver i Chelsea i næste sæson, siger Oscar til L'Equipe.

Paris Saint-Germain har i længere tid også være interesseret i at hente Oscars holdkammerat Eden Hazard, men indtil videre ser det ud til, at den franske hovedstadsklub må tage til takke med David Luiz.