Premier League

Chok: Rooney vil væk fra United

Wyane Rooney vil ikke forlænge sin kontrakt med Manchester United, der kan blive tvunget til at sælge superstjernen allerede i januars transfervindue

Wayne Rooney kan meget vel være tabt for Manchester United. Holdets uden tvivl største stjerne har i følge pålidelige The Guardian informeret klubben om, at han ikke ønsker at forlænge den kontrakt, der udløber i sommeren 2012.

Grunden til, at Rooney ønsker at bryde samarbejdet skal ligge i uenigheder med manager Alex Ferguson. Med bare 20 måneder tilbage af sin kontrakt, kan det betyde, at United kan være nødsaget til at sælge Wayne Rooney allerede i januars transfervindue for at høste så stor en pose penge som muligt for superstjernen.

Rooney har mistet sin plads på holdet, hvilket Alex Ferguson har forklaret med en mulig ankelskade. Den 24-årige angriber er blevet så fortørnet over den forklaring, at han har været fremme og understrege, at han ikke har været fraværende til en eneste træning og er blevet sat af holdet af andre årsager.

Allerede nu bliver klubber som Real Madrid, FC Barcelona og Manchester City nævnt som de mest oplagte til at snuppe Wayne Rooney.

Angriberen har haft et forfærdeligt 2010 med skader, et skuffende VM, hele sagen omkring utroskab med en prostitueret og nu altså uenigheder med Ferguson.