
For præcist et år siden blev fodboldverden chokeret over en voldsom afslutning på transfervinduet, da det efter flere dages tovtrækkeri til sidst endte med en rekord-handel mellem Liverpool og Chelsea om Fernando Torres, hvilket øjeblikkeligt fik Liverpool til at handle med Newcastle i en ny rekord-handel om Andy Carroll.
Der var jubel i Chelsea, mens Liverpool-fans svinede Fernando Torres til og brændte hans trøjer af i gaderne og på samme tid modtog Andy Carroll som den frelsende afløser.
Chelsea betalte Liverpool svimlende 437 millioner kroner, mens Liverpool lagde 307 millioner kroner for Andy Carroll. Forventningerne til de to angribere var med ét enorme i deres nye klubber.
Set i bakspejlet har ingen af dem været i nærheden af at kunne leve op til forventningerne og nu et år siden fremstår de begge som to gigant-transfers, der indtil videre er endt som enorme skuffelser, hvilket for begges vedkommende på årsdagen for handlerne stadig placerer dem på rygtebørsen for sidste øjebliks-handler i det snart lukkede transfervindue.
Et kort oprids over de to angriberes forløb:
Fernando Torres:
Selv om Torres i sin sidste tid i Liverpool havde virket modløs, havde han stadig den effekt på modstanderne, at han sugede forsvarsspillerne til sig for så at udnytte sin markante speed til at sætte dem af, rykke fri og komme til en af de afslutninger, der resulterede i 81 mål i 142 kampe for Liverpool.
I Chelsea-tiden er det ikke kun selvtilliden, der har forladt den spanske landsholdsspiller. Han har ganske enkelt ikke den samme hurtighed, hvilket meget vel kan skyldes de skader, han har døjet med i sine knæ.
De manglende mål i Chelsea udviklede sig snart til en stående joke i Premier League og har uden tvivl slidt masser mentale spåner af spanieren, der i den blå trøje aldrig har virket til at turde udfordre sin modstander i samme grad, som det var tilfældet i Liverpool, hvor han i sin bedste tid var en af ligaens absolut mest frygtede angribere.
Torres viste fra start store problemer i at fungere i Chelseas system med Didier Drogba som makker i front, og som tiden er gået, har Fernando Torres bevæget sig længere og længere bort fra det område foran mål, hvor han var så dødelig i Liverpool.
Spanieren er igen og igen blevet kritiseret for at søge for langt ud i siderne, hvor det alt andet lige er sværere at få vristet sig fri og komme til målchancer, end tilfældet er på kanten af eller i feltet.
Stats i Chelsea:
Januar 2010 - januar 2011: 43 kampe, fem mål
Andy Carroll:
Da Andy Carroll kom til Liverpool overtog han trøje nummer 9 efter Fernando Torres - en trøje som målslugere som Ian Rush og Robbie Fowler også spillede i. De tårnhøje forventninger var på forhånd svære at leve op til - og det er da heller ikke på nogen måder lykkedes den høje angriber at indfrie dem.
I Newcastle var Andy Carroll ved at udvikle sig til en profil i de trygge rammer i barndomsklubben, men det er ikke fordi, at han nåede at score så mange mål i Premier League.
I de fire Premier League-sæsoner Carroll var i Newcastle blev det til i alt 14 scoringer i 41 kampe, mens han var anderledes effektiv i The Championship, hvor det blev til 19 mål i 42 kampe.
Og så har Andy Carroll sine egne problemer at slås med uden for banen. Efter han blev landsholdsspiller, blev det udstillet af landstræner Capello, der hentydede til angriberens hang til at drikke øl og feste, hvilket ikke er forenelig med en professionel fodboldspiller, der skal leve op til så store forventninger, som de, der blev lagt på Carrolls skuldre.
Dertil skal så lægges en tendens til at samle skader op. Andy Carroll kom til Liverpool som skadet og har siden flere gange samlet nye skader op.
Nogle vil kategorisere købet af Andy Carroll som et panikkøb fra Liverpools side, mens andre stadig nærer et håb til, at den stadig kun 23-årige angriber har tiden for sig og vil modnes og løfte sit spil og effektivitet i Liverpool.
Stats i Liverpool
Januar 2010 – Januar 2011: 34 kampe, 6 mål