City accepterer karantæne

Foto: Scanpix
Mario Balotelli har karantæne i de næste fire kampe for Manchester City, efter klubben har besluttet sig for ikke at appellere FA’s dom.

Det er aldrig en god ide at trampe et menneske i hovedet – også selvom det måske ikke var helt med vilje. Den erfaring har Manchester Citys Mario Balotelli nu gjort sig, efter klubben i samråd med angriberen har valgt ikke at appellere FA’s dom på fire spilledages karantæne.

Det var i klubbens seneste Premier League-kamp, hvor Balotelli på forunderlig vis "kom til" at trampe Tottenhams solide midtbanespiller Scott Parker i hovedet.

Deadline for appellen var i dag klokken 18, og eftersom City valgte at acceptere dommen, er den 21-årige altså ikke med i aftenens Carling Cup-kamp mod Liverpool. Det skriver Sky Sports.

Ud over kampen mod Liverpool misser Balotelli også Premier League-kampene mod Everton, Fulham og Aston Villa.


Seneste nyt på tipsbladet.dk