City klar til kontraktforlængelse med Jesus efter bare ni måneder
Foto: Getty Images
Premier League

City klar til kontraktforlængelse med Jesus efter bare ni måneder

Gabriel Jesus har kun været i Manchester City i ni måneder, og Pep Guardiola er nu allerede klar til at give ham en ny og forbedret kontrakt.

Det går rigtig godt for Gabriel Jesus i Manchester City, og det betyder, at han efter bare ni måneder i klubben kan se frem til en ny kontrakt, hvor der skulle være lagt op til en god lønforhøjelse for den talentfulde angriber.

Det skriver den engelske avis The Telegraph.

Han står dog bag både David Silva og Kevin De Bruyne, som først skal have deres nye kontrakter på plads. Her skulle De Bruyne næsten fordoble sin løn med den engelske klub, hvor han ser ud til at kunne tjene 1,4 millioner kroner om ugen.

Men når de to spilleres forhandlinger er overstået, så skulle det angiveligt være Jesus' tur, og her regner man med, at han kommer til at tjene op mod 580.000 kroner om ugen, hvilket skulle være med til at holde andre klubber væk, som muligvis kunne være interesserede i spilleren.

Gabriel Jesus kom til Manchester City i januar, hvor det er blevet til 12 scoringer og 15 kampe fra start, hvilket har været med til at gøre prisen på 225 millioner kroner til at virke som en god handel, hvis man tager den vilde inflation i fodboldverdenen med i regnestykket.

Det hele passer også godt ind i den proces, som Pep Guardiola har med truppen, som han ser ud til at ville foryngre en del.