Dansk bryllup i vejen for engelsk finale

Claus Bech Jørgensen på besøg ved familien lidt uden for Struer i sommeren 2008.
Claus Bech Jørgensen hepper på sine tidligere holdkammerater fra Blackpool, når de spiller om oprykning til det fine selskab.
Når man har spillet i en fodboldklub, holder man med den. Når klubben så er på nippet til at rykke op i Premier League, så er det enormt ærgerligt, at man skal til bryllup i Danmark. Det problem kender Claus Bech Jørgensen.

Det er århundredets vigtigste kamp, når Blackpool på lørdag møder Cardiff i én afgørende kamp, der skal bestemme, hvilken af de to klubber, der skal spille Premier League i den kommende sæson.

Begge klubber har overraskende sikret sig plads i playoff-spillet, og begge klubber har nu muligheden for næste år at stå i det allerbedste engelske selskab.

For danskfæringen Claus Bech Jørgensen er der nogle helt specielle følelser på spil. Han optrådte nemlig fra 2006 og til 2009 for netop Blackpool, der ikke har været i den bedste engelske række siden 1971. Og Bech Jørgensen betragter det som den største sensation i nyere fodboldhistorie, at holdet bare er nået frem til playoff-finalen.

- Det er helt fantastisk. Ja, man kan vel sige, at det er det her, drømme er lavet af. Klubben burde ikke engang være i The Championship. Det er større og mere overraskende, end hvis ét af de små hold nåede Champions League-finalen, lyder det hjuplende fra Claus Bech Jørgensen.

Bryllup i vejen
Problemet for Jørgensen er bare lige, at han skal til bryllup i Danmark på lørdag. På dagen, hvor hans tidligere holdkammerater skal spille den kamp på Wembley, som han selv så mange gange har drømt at stå i.

- Jeg skal faktisk til et bryllup i Danmark den dag, så jeg ved ikke, om jeg kan få set den. Det er lidt noget pis. Ved du, hvem der viser den i Danmark? spørger Bech Jørgensen fra sin bopæl i England.

Svaret på det spørgsmål er, at Canal 9 transmitterer direkte fra opgøret, men et andet spørgsmål er så, hvem der vinder, og selvom Claus Bech Jørgensen formentlig er i gang med suppe, steg eller is, mens kampen spilles, så vil han følge udviklingen i kampen tæt.

- Det er mere eller mindre det samme spillermateriale, som da jeg var i klubben. I den ene semifinale mod Nottingham Forrest var det faktisk kun højre backen, som jeg ikke nåede at spille sammen med, siger den pt. arbejdsløse fodboldspiller, der tilskriver manager Ian Holloway de flotte præstationer.

- Han har virkelig fået sat noget struktur på Blackpools spillestil, og han passer bare perfekt til den klub. Han er sådan en skør englænder, som er god for en klub som Blackpool, for han har fået skabt et rigtig godt sammenhold og har givet holdet en enorm selvtillid.

Den ultimative drøm
I playoff'ens semifinaler vandt Blackpool sammenlagt 6-4 over Nottingham Forrest, og Blackpool har været garant for mange mål hele sæsonen. 74 blev det til i 46 kampe - kun overgået af de direkte oprykkere Newcastle og West Bromvich. Og på lørdag kommer der mange mål igen.

- Blackpool spiller generelt meget offensivt, så jeg tror, der kommer mange mål, og Cardiff havde også godt gang i målscoringen i semifinalerne. Jeg tipper en 3-2 sejr til Blackpool, der i hvert fald har en lille fordel, for Cardiff har det ofte svært mod Blackpool. Sådan var det i hvert fald, da jeg spillede der, siger Jørgensen.

Bliver den ultimative drøm om oprykning fuldbyrdet på lørdag, så forventer dansk-færingen, at Blackpool vil fortsætte sin noget underspillede stil med få og billige indkøb. Der bliver nok i hvert fald ikke tale om nogen storsatsning.

- Jeg tror ikke, de vil gøre så meget. Der vil være nogen, der har kontraktudløb som forsvinder, så der kan komme nogle nye og bedre spillere ind. Men de fleste af dem, der har spillet dem op får lov at spille videre. Det er jeg sikker på. Det vil være en ny mundfuld for klubben at rykke op, men sammenholdet er stærkt, og jeg håber. Jeg håber det virkelig. Jeg er godt nok til bryllup, men mine tanker vil være på Wembley lørdag eftermiddag. Det er helt sikkert.

Og mens Claus Bech Jørgensens brudepar lørdag drømmer om evig krælighed og kildevand, så drømmer Blackpool søde drømme om Premier League-millioner og en plads i det fineste selskab. Et selskab hvor kransekage og champagne ikke kun er forbeholdt festlige lejligheder.

Seneste nyt på tipsbladet.dk

 
 
Annonce

BLACKPOOL FC