Dansk stortalent i spil for Chelsea mod Liverpool
Illustration
Premier League

Dansk stortalent i spil for Chelsea mod Liverpool

Det engelske medie Daily Mail skriver, at Andreas Christensen kan komme i kamp for Chelsea, hvis José Mourinho vælger at spare sine profiler mod Liverpool på søndag.

Det unge danske stortalent Andreas Christensen kan få Premier League-debut under markante forhold i den kommende weekend, hvis Chelsea-manager José Mourinho vælger at bringe danskeren i spil til søndagens topkamp mod Liverpool på Anfield. Det skriver den engelske avis Daily Mail. 

Ifølge det engelske medie overvejer Chelsea-manageren at spare en række profiler i Premier League-kampen, fordi Chelsea få dage senere møder Atletico Madrid i Champions Leagues anden og afgørende semifinale. Mourinho har fået opbakning fra Chelseas bestyrelse, der er villig til at nedprioritere kampen i Premier League, hvor klubben reelt har udspillet sin chance for at blive engelsk mester. 

Læs også: Dansk stortalent: Chelsea eller Brøndby

Andreas Christensen fremhæves som en af fire talenter eller reserver, der kan få chancen i startopstillingen, hvis planen om at spare profilerne realiseres. De øvrige er den portugisiske målmandsreserve Hilario samt tjekkiske Tomas Kalas og det hollandske backtalent Nathan Ake. 

Skulle Chelsea gennemføre planen om at stille med et 'reservehold', vil der dog stadig blive plads til en række af klubbens højt profilerede spillere. Frank Lampard og John Obi Mikel er i karantæne i Champions League og skal derfor ikke spares til det opgør, hvilket også er tilfældet for Nemanja Matic og Mohamed Salah, der ikke er spilleberettiget i onsdagens kamp mod Atletico Madrid. 

Andreas Christensens far og rådgiver Sten Christensen har tidligere på måneden udtalt, at den unge forsvarsspiller ikke er afvisende over for at vende tilbage til Brøndby, hvis han ikke slår igennem på førsteholdet i Chelsea. 

Nu kan han måske få chancen på søndag mod selveste Premier Leagues tophold Liverpool.