Liverpool har under Kenny Dalglish fundet tilbage til idéen om, at britiske spillere skal være stammen på deres Premier League-mandskab. Jordan Henderson, Craig Bellamy, Stewart Downing og Andy Carroll kom til klubben i 2011, og 2012 kan meget vel blive året, hvor flere briter kommer til klubben.
I hvert fald skulle Dalglish i følge Daily Mail være interesseret i at hente Aston Villa-angriberen Darren Bent til klubben. Bent lagde op til mål nummer to og socrede selv det tredje i udesejren mod Cheslea for nylig, og Bent skulle være klar til et skifte væk fra Aston Villa, hvor han har været involveret i et par uheldige episoder. Senest var han på julegaveindkøb, mens holdkammeraterne lige før jul tabte til netop Liverpool.
Hos Liverpool er det dog ikke kun Kenny Dalglish, der er begejstret for Darren Bent. Sportsdirektøren Damien Comolli købte i sin Tottenham-tid Darren Bent til London-klubben for 16,5 millioner pund. Lancerer Liverpool et bud i nærheden af det, vil det blive stort set umuligt for Astion Villa at sige nej, idet deres finansielle situation gør, at de er nødt til at sælge, hvis de ønsker at forstærke truppen i januar.
Darren Bent har scoret 97 mål i 222 Premier League-kampe for Charlton, Tottenham, Sunderland og Aston Villa.