Det var alt eller intet lørdag for engelske Sunderland. Et nederlag ville sende The Black Cats ud af Premier League efter at have været oppe i ti år, og Sunderland-spillerne viste da også den sult, der skulle til.
En sen træffer fra Joshua King to minutter før tid sender dog Sunderland ud i mørket, og det var et faktum, der tydeligt satte sit aftryk på både spillere og fans. Efter kampen var det da også en ærlig manager David Moyes, som gjorde status:
- Det er en rigtig sørgelig dag for klubben og for alle, der støtter den. Der har været rigtig mange med for at støtte os i udekampene, mens vi også har haft enorm støtte hjemme. Desværre har vi ikke været i stand til at levere de resultater, som alle så gerne ville have, siger David Moyes til klubbens hjemmeside og fortsætter:
- Det er gået galt fra starten af sæsonen. Vi tabte helt til sidst med Manchester City, og dermed fik vi en forfærdelig start. Siden har vi kæmpet for overhovedet at vinde. I den sidste del af sæsonen har vi spillet meget bedre, og vi var gode i dag. Der er dog ingen, der kommer til at tale om præsentationen i dag, udtaler Moyes.
Sunderland har hentet bare 21 point i 34 kampe.