Stewart Downing har nu lukket den sidste del af aftalen med Liverpool, og dermed kan kantspilleren kalde sig Liverpool-spiller de næste mange år. Kontrakten er skrevet under, og det obligatoriske lægetjek er bestået. Klubben har dog ikke oplyst, hvor lang tid aftalen strækker sig over med nøjes med at offentliggøre, at man har indgået en "længerevarende aftale" med Stewart Downing.
Den tidligere Middlesbrough- og Aston Villa-spiller glæder sig til at repræsentere den engelske traditionsklub.
- Det er en dejlig følelse, og jeg er glad for at være her. Det har været længe undervejs, og jeg har været nødt til at vente i et par uger. Men jeg er meget glad for at være her. Med den tradition, den manager og de spillere, de har her, var det en kæmpe fristelse at tage hertil, og da jeg hørte om deres interesse, var der kun et sted, jeg ville hen, siger Stewart Downing til Liverpools officielle hjemmeside og fortsætter:
- Det bliver en fantastisk følelse at løbe ud på Anfield. Det er altid skønt at spille her. Atmosfæren er altid god, og fansene er fantastiske. Da jeg valgte at tage til Liverpool, var det faktisk det første, jeg tænkte på. At spille på Anfield foran disse fantastiske fans. Jeg ser virkelig frem til det, lyder det fra englænderen.
Hvor meget Liverpool har betalt for Stewart Downing, melder historien heller ikke noget om, men de fleste engelske medier er enige om, at det drejer sig om 170 millioner kroner.