Effektiv bomber til Premier League

Papiss Cissé er på plads i Newcastle
Newcastle har hentet angriberen Papiss Cissé i tyske Freiburg og lavet en fem og et halvt år lang aftale.

Rygterne svirede i løbet af dagen, og tirsdag aften blev det så officielt, at Newcastle United har hentet angriberen Papiss Cissé i Bundesliga-klubben Freiburg.

Den 26-årige landsholdsspiller fra Senegal har underskrevet en fem og et halvt år lang kontrakt med Premier League-klubben.

Cisse er i øjeblikket med landsholdet til Africa Cup of Nations men fløj til det nordengelske for at underskrive kontrakten tirsdag aften.

I Tyskland har angriberen bombet 37 mål i kassen i løbet af sine 65 kampe for Freiburg, og senest viste han målnæse, da Senegal i en træningskamp frem mod de afrikanske mesterskaber søndag vandt med 1-0 over Kenya. Målet var hans niende i bare 13 landskampe.

- Jeg vil gerne takke alle for deres velkomst og for at invitere mig til at skrive under for klubben, lyder den officielle meddelelse fra angriberen i forbindelse med offentliggørelsen

- Det er en ære, at spille for så stor en klub, og jeg ser meget frem til det. Jeg vil betale klubben tilbage for den tillid, der er blevet vist mig, og jeg vil give fansene noget at være stolte af, lyder det fra angriberen.

Manager Alan Pardew lægger ikke skjul på sin begejstring over at have sikret sig netop Papiss Cissé

- Lige siden Andy Carroll rejste, har Papiss været mit førstevalg til netop den specifikke rolle, han har i afslutningen på et angreb. Han er en afslutter med et allerede etableret CV i Bundesligaen, hvor vi har fulgt ham i det meste af to år, siger Alan Pardew.

- Uheldigvis var han uden for rækkevidde økonomisk i sommer, men for nyligt blev det muligt, at Derek Llambias og Lee Charnley kunne foretage handlen i dette vindue, siger manageren med henvisning til direktøren og klubsekretæren i Newcastle United

Alan Pardew benytter på samme tid lejligheden til at signalere, at købet af Papiss Cissé ikke betyder noget i forhold til rygterne om et salg af topscorer Demba Ba, der har været sat i forbindelse med blandt andre Manchester United.

- Jeg har talt med Demba om Papiss, og han kan ikke vente med at komme tilbage og møde sin nye holdkammerat i Newcastle, siger Pardew.

- Både Demba Ba og Papiss Cissé er i de kommende uger optaget af African Cup of Nations.

- på den korte bane er han ( Papiss Cissé, red) til Africa Cup of Nations, men den konkurrence han vil levere til vores hold, når han kommer, vil inspirere spillerne og minde dem om klubbens ambitioner.

Papiss Cissé får trøje nummer ni i Newcastle og nåede i denne sæson at score ni gange i Bundesligaen.

Seneste nyt på tipsbladet.dk