Effektive Everton slog ufarlige United
Foto: Jon Super/Polfoto
Premier League

Effektive Everton slog ufarlige United

Manchester United havde masser af boldbesiddelse, men omsatte det ikke til store nok chancer til at score, og så vandt Everton med 3-0.

Både Everton og Manchester United gik ind til dagens tidlige Premier League-opgør med glimrende resultater bag sig, men det var kun førstnævnte, der byggede positivt videre på deres gode form. De vandt nemlig 2-0. 

Sejren kom i hus efter en kamp, hvor United havde bolden meget af tiden - 64 procent - men ikke var i stand til at få udbytte af det. Omvendt var Everton langt mere effektive, når de havde bolden, og det viste James McCarthy allerede efter fem minutter. 

De blå slog kontra efter et United-hjørne, og lidt heldigt endte bolden ved McCarthy, der tog et fint træk mellem to modstandere og i fri position udplacerede David de Gea. 

En halv time senere var et hjørnespark igen afgørende, denne gang dog med omvendt fortegn. John Stones kom således højest på et Leighton Baines-hjørnespark, og så kunne han fordoble sit holds føring. 

Efter pausen forløb kampen i store træk på samme måde som før. De rødklædte United-spillere i boldbesiddelse, men ude af stand til at omsætte det til chancer af den fornødne kvalitet og kvantitet. 

I stedet begyndte det at nærme sig en ydmygelse, da Kevin Mirallas med et kvarter igen gjorde det til 3-0. En bold bag United-forsvaret havde retning mod Romelu Lukaku i offsideposition, men belgieren løb ikke efter bolden, og linjedommerens flag forblev nede. United-forsvaret stoppede dog med at jagte bolden, og så var Mirallas helt fri med De Gea og kunne score nemt. 

Det hele endte 3-0, og med sejren har Everton nu taget fire sejre og én uafgjort i holdets seneste fem Premier League-kampe.