Efter flot Stoke-debut: Dansk målmand håber på flere kampe
.
Premier League

Efter flot Stoke-debut: Dansk målmand håber på flere kampe

- Det er fantastisk at have spillet min første officielle kamp, siger Jakob Haugaard fra Stoke.

Den tidligere FC Midtjylland-keeper Jakob Haugaard blev hyldet af klubbens fans og førstemålmand Jack Butland, efter danskeren gjorde debut for Stoke i FA Cuppen forleden.

Haugaard skiftede noget overraskende til Stoke i sommer, da han havde tabt målmandskampen i FC Midtjylland i foråret.

Indtil videre har 23-årige Haugaard været reserve i Premier League, men fik altså muligheden i FA Cup-sejren over Doncaster.

Nu håber danskeren på flere kampe i Stoke-trøjen.

- Det er fantastisk at have spillet min første officielle kamp, og jeg glad for, at vi fik sejren, der sendte os videre i turneringen, siger Jakob Haugaard til klubbens hjemmeside.

- Jeg gjorde, hvad manageren bad mig om, og jeg er meget glad. Det var en god oplevelse at spille på udebane, og vores tilhængere gjorde et godt stykke arbejde på dagen.

- FA Cuppen er en speciel turnering, og jeg har set den i mange år derhjemme, da jeg var en lille dreng. Så det føles fantastisk at have fået min første optræden i Stoke i netop den turnering. Jeg er nødt til at presse på, og forhåbentlig får jeg chancen for at få min debut på Britannia Stadium, slutter han.

Stoke betalte angiveligt FCM i omegnen af 7,5 millioner kroner, da man hentede Haugaard.