Eriksen-agent: Altid spekulationer om Christian
Illustration
Premier League

Eriksen-agent: Altid spekulationer om Christian

Hollandske Martin Schoots er agent for Christian Eriksen, og han fortæller, at der altid er interesse i og spekulationer om Christian Eriksen.

Paris Saint-Germain er måske interesseret, det samme kan flere engelske klubber være, og hvad med de tyske?

Danske Christian Eriksen rammer igen overskrifterne rundt omkring, fordi den 22-årige midtbanespiller er interessant for flere klubber. Eriksen har i denne sæson gjort det godt, efter Morten Olsen var ude med riven på baggrund af en landskamp i Telia Parken mod Portugal. Tottenham-danskeren har i scoret tre gange i de seneste fem kampe og har assisteret mål.

Derfor er der naturligt interesse for den offensive midtbanespiller, der har været en af hovedårsagerne til, at Tottenham har fået nogle sejre på det seneste. Men agent Martin Schoots gider ikke deltage i den spekulation, der foregår i øjeblikket.

- Der vil formentlig altid være spekulationer om Christian, og man kan se det som en kompliment for den dedikerede måde, som Christian udvikler sit talent på, skriver danskerens agent, Martin Schoots, i en mail til Ekstra Bladet. 

Eriksen blev i sidste sæson kåret til Årets Spiller i Tottenham, og fortsætter danskeren, der er i gang med sin anden sæson i London-klubben, så kan han meget vel få prisen endnu en gang.

Tottenham er i øjeblikket nummer syv i Premier League - der er fire point op til West Ham, der ligger på den fjerdeplads, der giver Champions League-kvalifikation.