Video : Tipsbladet
Premier League

Eriksen arkitekten bag to scoringer i Tottenham-sejr

Christian Eriksen var i hopla denne søndag for Tottenham, hvor han stod bag begge scoringer i holdets sejr over Newcastle.

I sidste sæson gik det forrygende for Christian Eriksen, og det ser ud til at fortsætte i samme gear for både danskeren og hans klub Tottenham. De vandt søndag eftermiddag med 2-0 over Newcastle, og det var en kamp, hvor Eriksen kom til at spille en hovedrolle.

Han blev nemlig noteret som oplægger ved begge scoringer, hvor Eriksen begge gange viste sin spilintelligens på bedste vis.

Scoringen til 1-0 kom efter en times spil, hvor Eriksen lagde et indlæg fra kanten af feltet helt præcist ind til en fremadstormende Dele Alli, der kunne glide bolden i mål til Tottenham-føring.

Det blev også til 2-0, da Eriksen denne gang fik bolden fra Dele Alli, hvorefter danskeren førte kuglen ind i feltet, hvor Ben Davies brød ind i Eriksens løbebane og sendte bolden i mål med tyve minutter tilbage af kampen - og reelt lukkede kampen.

Kampens resultat betyder, at Tottenham efter første runde selvsagt er kommet godt med, og for Eriksens vedkommende er han delt nummer ét på assistlisten sammen med Arsenals Granit Xhaka.