Eriksen forhandler med engelske klubber
Illustration
Premier League

Eriksen forhandler med engelske klubber

Christian Eriksen er i dialog med Tottenham og Liverpool, skriver Liverpool Echo.

Spillet om Christian Eriksens fremtid er i fuld gang.

Senest er Borussia Dortmund blevet udelukket som en mulighed for den danske kreatør efter købet af Henrikh Mkhitaryan, men nu viser det sig, at Eriksen i stedet kan havne i engelsk fodbold. 

Den engelske avis Liverpool Echo skriver således på sin hjemmeside, at Christian Eriksen står foran forhandlinger med Tottenham og Liverpool. Begge klubber har før været meldt interesseret i Christian Eriksen, og nu ser det altså ud til, at et klubskifte kan komme på tale. 

Christian Eriksens agent Martin Schoots har tidligere udtalt til tipsbladet.dk, at der er dialog med flere klubber

- Vi er i kontakt med flere klubber, men vi forventer, at Christian starter op med sine holdkammerater i Amsterdam, når de mødes igen på mandag for at starte forberedelserne til den nye sæson. Derefter er der stadig to måneder tilbage af transfervinduet, hvor vi må se, hvad der sker, sagde Martin Schoots til tipsbladet.dk i slutningen af juni. 

Siden har Ajax indledt forberedelserne til den kommende sæson med Christian Eriksen i truppen, men det er en offentlig hemmelighed, at der arbejdes på et klubskifte denne sommer. 

Christian Eriksen har kontraktudløb næste sommer, og bliver det ikke til et salg inden transfervinduet lukker i slutningen af august, er der lagt op til, at Eriksen forlænger kontrakten med Ajax, så den hollandske klub kan tjene penge ved et eventuelt salg. 

Italienske medier sætter også Eriksen i forbindelse med Roma - Christian Eriksens favoritklub som barn - men umiddelbart ligner det, at den danske offensivspiller er tættest på et skifte til Premier League.