
Everton er ude efter en angriber og har nu halvandet døgn til at få missionen til at lykkes.
Liverpool Daily Post lader nemlig forstå, at Everton har været i kontakt med Rangers for at høre nærmere til muligheden for at købe den kroatiske angriber Nikica Jelavic.
Angriberen har af flere omgange i dette transfervindue været sat i forbindelse med Liverpool, der i sommer fik et bud på angriberen afvist i Glasgow på transfervinduets sidste dag.
Everton-manager David Moyes' har kastet sin kærlighed på Nikica Jelavic efter at Everton sendte Diniyar Bilyaletdinov til Spartak Moskva for omkring 45 millioner kroner.
Endnu har Everton ikke afgivet noget officielt bud på Nikica Jelavic, der formentlig ikke bliver billig at hente. West Ham har nemlig allerede fået nej tak til et bud på omkring 63 millioner kroner, og signalerne fra Glasgow er, at klubben ikke har tænkt sig at give slip på kroaten for et beløb, der ligger under 72 millioner kroner.
Hvad der kan få kabalen til at gå op er, at Rangers selv søger efter friske kræfter til forreste kæde og var ude efter polakken Pawel Brozek, der dog smuttede til rivalerne fra Celtic. Men Rangers satser stadig på, at manager Ally McCoist har som minimum en ny spiller til rådighed, når transfervinduet smækker i.