Everton-keeper: Jeg har ondt af Mignolet
Illustration
Premier League

Everton-keeper: Jeg har ondt af Mignolet

Tim Howard har ondt af Simon Mignolet, der er ude på noget af en deroute i Liverpool. Den belgiske keeper er blevet sat af holdet efter flere dårlige præstationer.

Simon Mignolet har de seneste to kampe været henvist til bænken af Liverpool-manager Brendan Rodgers, der i stedet har kastet Brad Jones ind på holdet. Udskiftningen kommer efter flere usikre præstationer fra den belgiske målmand, og Tim Howard, der er målmand hos Everton, forudser, at det bliver svært for Mignolet at komme tilbage på holdet igen.

- Man kan ikke bare komme ind og spille de sidste 20 til 30 minutter og gøre det godt ved at vinde et par tacklinger, siger han ifølge Goal.com.

- Det er alt eller intet med målmænd, lyder det fra målmanden, der vogter buret hos Liverpools lokalrival.

Men han har også ondt af Simon Mignolet, der kom til Liverpool sidste sommer.

- Jeg føler med Simon, selvom han er rød. Jeg synes, at man burde holde sig til én målmand og anerkende, at der kommer op- og nedture, specielt i ligaen. Det går så hurtigt, og det er så råt, så det er en hård liga for målmænd, siger Tim Howard.

Vedholdende rygter sætter Liverpool i forbindelse med adskillige målmænd i vinterens transfervindue, og blandt gengangerne finder man mexicanske Guillermo Ochoa og Petr Cech.