Premier League

Everton-spiller lejes ud til Palace

Crystal Palace har sikret sig Evertons angriber, James Vaughan, på en tre-måneders lejekontrakt.

Evertons 22-årige angriber, James Vaughan, har aldrig rigtig formået at slå igennem på førsteholdet, bl.a. på grund af forskellige skader.

Derfor lejes han nu ud i tre måneder til Championship-klubben Crystal Palace, der allerede kan have ham med i truppen til weekendens kamp mod Reading.

James Vaughan kommer fra Evertons eget akademi, og han blev i 2005 den yngste målscorer i Premier League, da han scorede mod netop Crystal Palace.

I sidste sæson var Vaughan lejet ud til Derby og Leicester, men nu håber Everton altså på, at Palace-opholdet kan sætte gang i angriberens udvikling.