Everton-træner efter dårlig periode uden sejr: Ingen indikationer om fyring
Foto: Polfoto
Premier League

Everton-træner efter dårlig periode uden sejr: Ingen indikationer om fyring

Roberto Martinez ved af gode grunde ikke, om han er Everton-træner næste sæson, men hæfter sig trods flere dårlige resultater ved, at holdet bl.a. er blevet yngre og måske bare følger klubbens økonomiske formåen

Everton har ikke vundet sine seneste mange kampe i Premier League, hvor man ligger på 11. pladsen, inden man møder Bournemouth lørdag.

Nogen videre fantastisk sæson har det altså ikke været for Roberto Martinez og Merseyside-klubben, men den spanske træner vil ikke spekulere i, om han fortsat er træner i næste sæson.

- Jeg er ikke blevet givet nogen indikationer (om næste sæson, red.). Det er selvfølgelig ikke i mine hænder, og det er ikke et spørgsmål, som jeg kan besvare, siger han forståeligt ifølge goal.com.

På trods af den pauvre pointhøst hæfter den tidligere Wigan-træner sig dog ved, at holdet er blevet forynget, og at man måske ligger der, hvor budgettet rækker til.

- Da jeg tog over, var gennemsnitsalderen 30, og nu er den 26. Jeg har ikke haft mulighed for at købe spillere med en blankocheck.

- Det er okay. Jeg vil have forventningerne til at være høje. Jeg kunne godt have sagt, at vi har det niendestørste budget i ligaen, og hvis vi slutter på 9. pladsen, har jeg gjort et godt arbejde, fortæller han.