FCM-talent udlejet til Brentford: Det er glimrende mulighed for mig
Foto: Brentford FC
Premier League

FCM-talent udlejet til Brentford: Det er glimrende mulighed for mig

Nikolaj Kirk skal i den kommende sæson spille for Brentfords B-hold, som han er blevet udlejet til fra FC Midtjylland.

I FC Midtjylland har de store forhåbninger til talenterne i klubben, og en af de spillere er 19-årige Nikolaj Kirk.

Men med en udsigt til få førsteholdsminutter i den kommende sæson valgte FC Midtjylland i samarbejde med Kirk at udleje talentet til Brentfords B-hold, hvor forventninger er, at han får masser af spilletid og bliver matchet bedre end på FCM's reservehold.

Nikolaj Kirk ser frem til udfordringen på Brentfords B-hold.

- Direktøren i Midtjylland fortalte mig, at der var den her mulighed for at få spilleminutter. Jeg er lige blevet seniorspiller, så jeg har brug for minutter på banen, og han mente, at jeg måske kunne få dem i Brentford. Jeg synes, at det her er en glimrende mulighed for mig, siger Nikolaj Kirk til Brentfords hjemmeside.

Nikolaj Kirk, der er en offensiv og kreativ midtbanespiller med en god teknik, forventer, at hans tid i engelsk fodbold og London gør ham til en bedre spiller.

- Jeg ønsker at blive bedre og bedre. Jeg håber, at jeg kan gøre det så godt, at jeg også kommer til at træne med førsteholdet. Det er mit mål, at få erfaring.

Det er en lejeaftale, der gælder for hele den kommende sæson.