Ferguson-jubilæum: Her startede super-succesen

Bragt i Tipsbladet 1. november 2011. Vi genpublicerer historien som markering af dagen for Alex Fergusons første kamp som manager i Manchester United for præcis 30 år siden.:

Det var ikke bare den største aften for Alex Fergusons Aberdeen. Nej, det var den største aften i klubbens historie, den 16. marts 1983. Selv om Aberdeen i Alex Fergusons regeringstid fra 1978 til 1986 vandt ti store titler, så var det ikke en finale, som de spillede den dag.

»Det var som om, alt, hvad vi havde gjort indtil da, havde forberedt os på den kamp,« siger den tidligere Aberdeen- og skotske landsholdsmålmand Jim Leighton til Tipsbladet her 28 år efter. 

»Jeg kan stadig føle det i dag,« siger holdets daværende angriber og nuværende assisterende manager i Sunderland, Eric Black.

»Det er som om, jeg kan række ud tage fat i det endnu.«

Aberdeen var for første gang i klubbens historie nået til en europæisk kvartfinale. Det var i den hedengangne Europa Cup for pokalvindere, at man efter 0-0 i den første kamp nu skulle spille returkamp på Pittodrie, klubbens hjemmebane, mod Bayern München. Bayern var, lige som de næsten altid har været, et europæisk powerhouse med spillere som Augenthaler, Breitner, Hoeness og Rumenigge. Det var i sandhed kampen mellem David og Goliat.

Efter fire år i spidsen for Aberdeen var Alex Ferguson blevet besat af at vinde en europæisk turnering, ligesom han senere blev det med Manchester United. Det var godt nok kun en kvartfinale, de skulle spille den aften, men at slå Bayern München ville bevise over for omverdenen og ikke mindst dem selv, at de var et af de bedste hold i Europa på det tidspunkt.

Aldrig har stemningen hverken før eller siden været så elektrisk som den aften, husker dem som var til stede. Det var en af de få gange på Pittodrie, at lyden fra stadion overdøvede suset fra Nordsøen som slår mod kysten kun et langt udspark fra stadion.

»Der var nogle fantastiske tyske stjerner på det hold,« siger journalisten Frank Gilfeather, der var på stadion den dag og dækkede kampen for skotsk tv. 

»Dengang havde man jo ikke udlændinge på holdet, så det var kun tyskere, men det var store navne. Folk som man læste om i fodboldmagasinerne mod Neale Cooper, Neil Simpson og Eric Black. Lokale knægte. Du laver fis med mig?«

Det var præstationen i den kamp mod Bayern, der mere end noget andet definerede datidens Aberdeen-hold og ikke mindst Alex Ferguson selv. Det var kampe som den, der lagde fundamentet til de 25 år med succes, han senere skulle nyde med Manchester United.
Det er uundgåeligt at se parallellerne mellem det, Ferguson skabte i Aberdeen, og det som fulgte i Manchester United. Den røde tråd i hans evige jagt på sejr.

Ja, man siger om Ferguson, at hans fremmeste egenskab i al denne tid har været hans evne til at forny sig. Konstant. Og det er også en essentiel del af sandheden. Men kernen i hans ideologi har fulgt ham hele vejen, fra han startede som manager i East Stirlingshire over St. Mirren, men det var i Aberdeen, at den for alvor blev åbenbaret for første gang. Dette er historien om, hvorfor Alex Ferguson blev Manchester Uniteds manager.

Dette er historien om Alex Fergusons Aberdeen.

Han havde egentlig fået tilbuddet om at bliver manager i Aberdeen i 1977, men det var først, da han fik tilbuddet igen året efter, at han tog i mod det. Ferguson havde håbet på at kunne gøre St. Mirren til det nye Aberdeen, men hans anstrengte forhold til klubbens formand Willie Todd, og det råd han fik fra sin mentor Jock Stein, om at der var større potentiale i en klub som Aberdeen, fik overbevist Ferguson om, at det var den vej, han skulle gå.

Den 1. juni 1978 tog det ham ti minutter at forhandle sin kontrakt på plads med Aberdeen-formand Dick Donald. Det blev startskuddet til otte sæsoner, som fuldstændig vendte op og ned på styrkeforholdet i skotsk fodbold og satte en lille nordskotsk provinsklub på det internationale fodboldlandkort.

Det gik dog først lidt skidt, inden det blev lidt bedre. I sin første sæson i Aberdeen oplevede Ferguson en personlig tragedie, da hans far -  også kaldet Alex, eller Alec, som man udtaler det i Skotland - gik bort. Det er et dødsfald, der til denne dag stadig påvirker Ferguson.

Da han efter Champions League finalesejren over Chelsea i 2008 blev spurgt, om han tænkte på at trække sig tilbage, fremførte han eksemplet med sin far, som er en af årsagerne til, hvorfor tanken om at lade sig pensionere ikke tiltaler Ferguson.

Alexander Ferguson arbejdede som så mange andre i Govan, i den vestlige del af Glasgow, på skibsværftet i området. Da han i en alder af 65 lod sig pensionere, gik der kun en uge, før han fik konstateret kræft, og tre måneder senere var han død.

»Den største frygt,« sagde Alex Ferguson i 2008 »er, hvad du skal gøre af dig selv. Der er alt for mange eksempler på folk, som lader sig pensionere og bliver begravet kort efter, fordi de har givet slip på netop den ting, som holdt dem i live.«

Tilbage i 1979 havde Alex Ferguson lige afsluttet sin første sæson som manager for Aberdeen, og på trods af sin fars død, så var der rent fodboldmæssigt optimisme at spore.

Holdet sluttede på fjerdepladsen i ligaen i den sæson og kom langt i begge pokalturneringer. I FA Cuppen nåede man til semifinalen, mens Aberdeen tabte finalen i Liga Cuppen til Rangers.

Efter nutidens standarder vil sådan en sæson være en stor succes for Aberdeen, men selv om man dengang ikke havde vundet mesterskabet siden 1955, så havde klubben under Billy McNeill taget andenpladsen i ligaen og tabt finalen i den skotske FA Cup, året inden Ferguson kom til klubben.

Så det var bestemt ikke nogen håbløs trup, Alex Ferguson havde arvet i 1978. Han kom ikke ind og revolutionerede Aberdeen fra randen af håbløshed og katastrofe. Klubben var ganske habil, både når det kom til spillersammensætningen og ledelsen af klubben i almindelighed.

Olieboomet i Nordsøen var medvirkende til, at Aberdeen havde de nødvendige midler til som det første hold i Storbritannien at gøre deres stadion til et all-seater og installere overdækning på alle tribuner. Formanden Dick Donald og de to andre direktører Chris Anderson og Ian Forbes i den lille bestyrelse smed ikke om sig med pengene, men Alex Ferguson havde for første gang i sin managerkarriere et spillerbudget at arbejde med.    

»Han var ikke nogen umiddelbar succes,« fortæller journalisten Frank Gilfeather til Tipsbladet, da vi møder ham på en restaurant i Aberdeen.

»Men det var der heller ikke nogen, som havde forventet, han ville være. Dick Donald var formanden og ud over ham, var der to direktører, og det var egentlig et behageligt set-up. De var bare glade for at vinde en cup i ny og næ, eller hvis de kom på andenpladsen. Der var ikke de store ambitioner i klubben, så det betød ikke så meget, at han ikke blev en succes straks.«

Generelt var skotsk fodbold på det tidspunkt en legeplads, hvor der ikke var den store forskel på børnene, som der er i dag. Godt nok var Rangers og Celtic de største klubber i landet, og det var også the Old Firm, som havde vundet det skotske mesterskab i de foregående 14 sæsoner, men i starten af 80'erne begyndte både Aberdeen og Dundee United med Fergusons gamle studiekammerat Jim McLean at røre på sig.

1979-1980-sæson startede heller ikke helt problemtfrit for Ferguson, og selv om Aberdeen fik kæmpet sig til endnu en Liga Cup-finale, tabte man også den. Men derfra begyndte tingene så småt at rulle den rette vej. Det sidste nederlag i sæsonen kom den 23. februar mod Kilmarnock og lige som det treble-vindende Manchester United-hold ikke tabte en eneste kamp fra den 19. december 1998, da man blev slået af Middlesborough på hjemmebane, så gik også Aberdeen ubesejret resten af vejen til deres bare andet mesterskab nogensinde.
Med indgangen til den sæson havde Alex Ferguson for alvor givet eksempler på det blik, han har for at vælge spillere - ikke bare på baggrund af rent talent - men på baggrund af det fremtidige potentiale han kan se i dem.

Således var det tilfældet med den lille Gordon Strachan, som han også var træner for i de første år i Manchester United. Den rødhårede skotte havde haft svært ved at falde til i klubben, siden han ankom i 1977. Strachan havde endnu ikke fundet sit sweet spot ude på højrekanten, og da formanden spurgte Alex Ferguson, om de skulle sælge den lille mand, bad Ferguson ham være tålmodig. Ferguson havde mod slutningen af sæsonen forinden hentet Mark McGhee i Newcastle, og netop McGhee og Strachan blev nogle af de største profiler i de følgende fire år, og således også i kampen om det første mesterskab, som klubben vandt i næstsidste spillerunde, da de slog Hibernians med 5-0 på udebane.  

»Ferguson var så dreven, at det smittede af på alle andre i klubben. Ikke bare spillerne, men også på dem i bestyrelsen og i administrationen. De følte, at de var en del af noget stort. De tog til Glasgow og slog Celtic og Rangers ret så ofte.  Det var ikke bare et heldigt resultat. Rangers og Celtic følte sig truet af Aberdeen, og Ferguson vidste, at han kunne slå dem. Det fik han også overbevist sine spillere om,« fortæller Frank Gilfeather.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE