Det er ikke mange dage siden, den italienske Serie A-klub Fiorentina forsøgte at leje Arsenals marokkanske angriber, Marouane Chamakh. Italienerne fik imidlertid et nej fra Arsenal med en medfølgende besked om, at angriberen ikke er til leje.
Men Chamakh, der blot har scoret en enkelt gang i denne sæson, er efter alt at dømme til salg, og det får nu Fiorentina til at vende tilbage, meddeler tv-stationen Setanta Sports. Italienerne har for ganske nylig solgt Alberto Gilardino til Genoa, så de har nu hårdt brug for en angriber så hurtigt som muligt. Derfor har de nu henvendt sig med et decideret køb af Chamakh i tankerne.
Marouane Chamakh deltager i Africa Cup of Nations med Marokko fra den 21. januar, og derfor skal en handel formentlig på plads inden da, hvis Fiorentina ønsker at lokke den tidligere Bordeaux-stjerne til Firenze.