Flot Coutinho-mål sender Liverpool videre i Europa League
Foto: Polfoto
Premier League

Flot Coutinho-mål sender Liverpool videre i Europa League

Philippe Coutinho scorede et fremragende mål, da Liverpool spillede 1-1 på Old Trafford og sendte Manchester United ud af Europa League.

Med en 2-0-sejr på Anfield i det første opgør var Liverpool store favoritter til at gå videre i Europa League. 

Det var også Liverpool, der startede kampen bedst rent spillemæssigt, men det var Manchester United, der kom frem til de største chancer.

Efter en halv times spil fik værterne så en gylden chance for at bringe sig i front. Anthony Martial blev nedlagt i feltet af Nathaniel Clyne og fik dermed tildelt et straffespark. Det skulle den franske angriber tage sig af, og han sendte sikkert bolden ind bag Simon Mignolet.

Kort var Daniel Sturridge tæt på at udligne, da hans frispark blev afvist af overliggeren. Det lignede dermed, at hjemmeholdet skulle gå til pausen med en 1-0-føring, men Philippe Coutinho ville anderledes. Liverpool-brasseren driblede forbi Guillermo Varela og lobbede dernæst bolden over David De Gea til 1-1, der blev resultatet ved halvleg.

Manchester United skulle derfor score tre mål i anden halvleg for at gå videre, og det blev for stor en opgave for De Røde Djævle. 

Spillet bølgede frem og tilbage i anden halvleg med chancer i begge ender, men det blev ikke til flere scoringer på Old Trafford, og dermed gik Liverpool videre med en samlet sejr på 3-1.