Video : Tipsbladet
Premier League

Frank de Boer: Eriksen er en Barcelona-spiller

Frank de Boer fastslår, at Christian Eriksen er klar til en større klub end Tottenham. Han peger på FC Barcelona.

Christian Eriksen har i denne sæson været storspillende for Tottenham, og med sine 12 assists er han med helt i toppen af målgivende afleveringer i Premier League. En lang række af Spurs' kreative indslag kommer fra den danske midtbanespiller, der også selv står noteret for syv scoringer.

Af og til dukker Christian Eriksens navn også op på rygtebørsen, og det er absolut ikke småklubber, der lurer på danskeren. Paris Saint Germain har været nævnt et utal af gange, og senest blev Eriksens navn også kædet sammen med FC Barcelona.

Christian Eriksen forlængede sidste år sin kontrakt med Tottenham frem til sommeren 2020, og dermed tyder det på, at danskeren har tænkt sig at blive i London nogle år endnu, men hvis man spørger Frank de Boer, der er tidligere manager for Eriksen i Ajax, er Tottenham-spilleren klar til et højere niveau.

- Jeg tror, at han kan få en fantastisk karriere. Først Ajax, så Tottenham og dernæst allerhøjeste niveau. Jeg tror, han er klar til et skridt højere. Han har alt det, en Barcelona-spiller skal have. Han har overblik, han har arbejdsmoral, og han sparker godt med begge ben, siger Frank de Boer ifølge Ajaxshowtime.

Christian Eriksen har spillet i Tottenham siden 2013.