Galatasaray: Sneijder kan købes for 150 millioner kroner
Illustration
Premier League

Galatasaray: Sneijder kan købes for 150 millioner kroner

Galatasaray åbner op for et sommersalg af klubbens hollandske superstjerne Wesley Sneijder, men en eventuel køber skal hoste op med 150 millioner kroner, som er prisen, klubben vil have for at lade Sneijder skifte. Det står i spillerens kontrakt.

Wesley Sneijder og resten af det hollandske landshold røg onsdag ud af VM-turneringen med nederlaget til Argentina, og nu flyttes fokus på klubfremtiden for de mange profiler, der var med til at bære Holland frem til semifinalerne.

Én af disse er Wesley Sneijder, der gennem mange sæsoner har været sat i forbindelse med et skifte til Premier League, og med landstræner Louis van Gaals nye job som manager i Manchester United kunne det være nærliggende, at Sneijder drog med til Old Trafford.

Galatasaray, der ejer Sneijder, er i hvert fald åbne for at sælge den offensive spiller, men prisen skal være rigtig. Ifølge klubpræsident Unal Aysal skal en købende klub være parat til at lægge 150 millioner kroner i transfersum for Sneijder.

- Sneijder er en god spiller, og vi vil gerne beholde ham i Galatasaray. Men hvis vi modtager et bud på 150 millioner kroner, har vi ikke den luksus at kunne sige nej tak. Det står i kontrakten, siger Aysal til The Sun.

- Alt, jeg kan sige, er, at hvis en klub vil give 150 millioner kroner, og han gerne vil afsted, så kan vi ikke tvinge ham til at blive - det står skrevet i kontrakten, fortæller han videre.

31-årige Wesley Sneijder skiftede til Galatasaray for halvandet år siden. Han kom til Tyrkiet fra Inter.