Giroud helten i snæver Arsenal-sejr
Illustration
Premier League

Giroud helten i snæver Arsenal-sejr

Arsenal pligtsejrede hjemme på Emirates med 1-0 over West Bromwich på den enlige scoring af Olivier Giroud efter et kvarters spil.

Arsenal er som minimum sikret fjerdepladsen og dermed kvalisfikation til næste sæsons Champions League efter Everton ikke formåede at vinde over Manchester City i går. Men med en sejr hjemme over West Bromwich i dagens tidlige kamp kunne Arsena Wengers tropper stadig holde liv i håbet om tredjepladsen og dermed direkte kvalifikation til Champions League.  

Det kræver dog, at Chelsea dummer sig i en af de resterende kampe, men Arsenal gjorde sin del af jobbet mod West Bromwich, der kan komme til at kæmpe lige til det sidste for at sikre endnu en sæson i Premier League.

Arsenal satte sig på kampen fra start, og efter et kvarters spil dukkede franske Olivier Giroud op og scorede det, der skulle vise sig af blive kampens eneste scoring.

Santi Cazorla smed et hjørnespark med stor præcision ind i feltet, og trods tæt markering lykkedes det Olivier Giroud at presse sig forrest og heade føringen i nettet.

Efter pausen bølgede kampen frem og tilbage, og West Bromwich var i et par omgange tæt på at sikre sig udligningen. Også Arsenal var nærgående, og både Özil og Podolski var tæt på at udbygge føringen, men det hele endte med en snæver Arsenal-sejr, hvilket sender London-klubben tætter på drømmen om tredjepladsen, mens West Bromwich skal håbe på, at Chelsea ikke dummer sig i dagens næste kamp mod nedrykningskonkurrenterne fra Norwich.