Guardiola: Måske fik jeg et tilbud af Ferguson
Illustration
Premier League

Guardiola: Måske fik jeg et tilbud af Ferguson

Pep Guardiola var længe blandt mediernes kandidater til at overtage managersædet i Manchester United fra Alex Ferguson, og de to var da også på restaurant sammen, inden Guardiola skrev kontrakt med Bayern.

I aften mødes Manchester United og Bayern München i Champions Leagues kvartfinaler, og det bliver en kamp mellem en presset David Moyes og manden, der måske var tiltænkt hans job.

I hvert fald var Pep Guardiola i år blandt mediernes kandidater til at overtage managersædet i Manchester United efter Alex Ferguson, men allerede i januar 2013 bekendtgjorde Guardiola og Bayern München, at de havde lavet en aftale. I december 2012 tog Ferguson til New York for angiveligt at overtale Guardiola til at blive hans afløser. De to toptrænere spiste middag på en restaurant, hvor Guardiola måske-måske ikke blev tilbudt United-jobbet.

- Jeg forstod ham ikke, så måske er det derfor, jeg ikke ved, om jeg fik et tilbud eller ej, sagde Guardiola med et glimt i øjet på gårsdagens pressemøde i Manchester.

- Han inviterede mig ud på en fantastisk restaurant. Vi havde en god aften, men da vi snakkede, havde jeg lidt problemer med at forstå ham. Det var en venskabelig middag. Som altid var han sød ved mig, og vi havde en god tid sammen.

Pep Guardiola er i gang med en forrygende første sæson i Bayern, hvor han og klubben allerede har vundet mesterskabet rekordtidligt og kan være på vej mod at vinde The Treble for anden sæson i træk. Skulle han få et tilbud fra Manchester United eller andre, har han ingen planer om at løbe fra pladsen i Bayern.

- Jeg er temmelig sikker på, at jeg også næste år er Bayern-træner, fordi vi er blevet mestre. Videre planer har jeg ikke, siger Guardiola.

Pep Guardiolas kontrakt med Bayern løber til sommeren 2016.