Video : Tipsbladet
Premier League

Guardiola usikker på ’frelserens’ tilbagevenden

Pep Guardiola er ikke overbevist om, at Gabriel Jesus kommer mere i aktion denne sæson.

Efter blot en måned hos Manchester City har Gabriel Jesus mildest talt taget hele fodboldverden med storm.

Her har han scoret flere mål og været den indirekte årsag til holdets anden fødsel i duellen om andenpladsen i Premier League.

Hele eventyret fik dog et antiklimaks i opgøret mod Bournemouth, da han måtte udgå med en skade. Nu viser det sig, at stortalentet har brækket foden, hvorfor der er lange udsigter til et comeback.

- Jeg ved ikke, hvornår han kommer tilbage. Folk siger mellem to og tre måneder, siger Manchester City-manager Pep Guardiola ifølge goal.com.

- I går (i forgårs, red.) gennemgik han en vellykket operation. Det vigtigste er nu, at han kommer godt tilbage. Han kommer tilbage, når han er klar, men jeg ved ikke, om det bliver i slutningen af sæsonen eller i næste sæson.

Noget af skadesperioden kommer den 19-årige angriber til at tilbringe i hjemlandet Brasilien.

- Nu skal vi være rolige. Vi støtter ham og hans familie og venter på, at han kommer tilbage, afslutter Guardiola.