Guardiola: Wenger-kritik er respektløst
Foto: Getty Images
Premier League

Guardiola: Wenger-kritik er respektløst

Manchester City-manager Pep Guardiola mener, at den seneste kritik af Arsene Wenger har været uacceptabel.

Arsene Wenger har stået i spidsen for Arsenal i mere end 20 år og har derfor prøvet mere end de fleste. I denne sæson har kritikken af den franske manager dog været massiv og efter sidste uges 5-1 nederlag til Bayern München i Champions League har flere fans ønsket hans afgang. 

Behandlingen af den franske manager er dog under al kritik, hvis man spørger Manchester Citys spanske manager Pep Guardiola, som efter klubbens FA Cup-kamp mod Huddersfield gav sit syn på sagen:

- Det er managerens opgave at sætte holdet inden kampen. Manageren sætter altid et hold, som han regner med kan vinde kampen. Derfor synes jeg også, at behandlingen af Arsene Wenger i de seneste dage har været respektløs, siger den spanske manager og uddyber:

- Han har haft en stor karriere i Arsenal og gør sit bedste. Nogle gange så forløber en kamp bare ikke, som man havde forventet. Det er sket for Arsene Wenger, men også for mange andre managers før ham, slutter Pep Guardiola.