Hæder til Schmeichel: Kåret til årtiets hold
Foto: Rui Vieira/Polfoto
Premier League

Hæder til Schmeichel: Kåret til årtiets hold

Leicester-målmand Kasper Schmeichel er af The Football League kåret til den målmand de sidste 10 år.

Glem lige Premier League for en stund og fokuser i stedet på rækkerne under Premier League. Her spilles der også fodbold på et højt niveau, og flere danskere som Lasse Vigen, William Kvist og Casper Sloth spiller eksempelvis i den næstbedste række med blandet succes.

En, der havde succes i del lavere rækker, var den danske målmand Kasper Schmeichel, der nu er i Premier League med Leicester. Keeperen har spillet for flere forskellige klubber i de lavere rækker som Leicester, Leeds og Notts County. Samt flere lejeophold i liga-systemet under Premier League, mens han var ejet af Manchester City. Det har The Football League nu valgt at hædre Kasper Schmeichel for. Den danske målmand er kåret til den bedste målmand i The Football League de sidste 10 år.

- Det er en fantastisk følelse. Specielt når man ser på, hvilke målmænd der har været med i ligasystemet. Jeg var smigret og beæret over at være nomineret, og at jeg så rent faktisk blev valgt til holdet er en kæmpe ære for mig, siger Kasper Schmeichel.

Det er bestemt et slagkraftigt hold, The Football League har valgt. Udover Kasper Schmeichel er stærke navne som Gareth Bale, Adam Lallana og Rickie Lambert at finde på holdet.

Kasper Schmeichel kæmper i øjeblikket for at blive i Premier League med sit hold, Leicester. Klubben er i øjeblikket under stregen som nummer 18 i Premier League med samme pointantal som Hull City, der er lige over stregen. Begge hold har seks kampe tilbage i sæsonen.