Hazard: England har gjort mig bedre
Foto: Lynne Cameron/Polfoto
Premier League

Hazard: England har gjort mig bedre

Det har gjort Eden Hazard til en bedre spiller at skifte Ligue 1 ud med Premier League, siger den driblestærke belgier, der fortsat agter at udvikle sig.

Eden Hazards spil er blevet forbedret, siden han for snart tre år siden skiftede franske Lille og Ligue 1 ud med Chelsea og Premier League. Det siger den 24-årige kantspiller selv forud for Belgiens EM-kvalifikationskamp mod Cypern i aften.

- Jeg er blevet stærkere i England, fordi jeg spiller med og mod bedre spillere. Jeg er nødt til at hæve mit niveau. Jeg får erfaring. Det er en stor kamp hver weekend, og hver sæson finder jeg nye kvalitieter, siger Hazard ifølge ESPN.

- Folk forventer, at Eden scorer 30 til 40 mål hver sæson. Jeg tænker ikke over det. Sådan er jeg ikke. Hvis der er et aspekt i mit spil, som jeg skal arbejde på, er det selvfølgelig at blive mere effektiv - at spille endnu mere for mig selv, at score mål.

Foreløbig har Hazard stået bag 11 mål og seks oplæg for Chelsea i denne sæson, så der er lang vej til de 30. Til gengæld ser han ud til snart at kunne løfte sit tredje trofæ med The Blues efter Capital One Cup-triumfen tidligere på måneden og Europa League-sejren for to år siden.