Video : Tipsbladet
Premier League

Herrera: Ibrahimovic kommer selvfølgelig tilbage

Manchester United-midtbanespilleren Ander Herrera hylder Zlatan Ibrahimovic' fysik efter angriberen pådrog sig en seriøs knæskade.

Zlatan Ibrahimovic kan se frem til en meget lang pause efter han i en Europa League-kamp mod Anderlecht i torsdags pådrog sig en seriøs knæskade. 

Eftersom Ibrahimovic har kontraktudløb hos De Røde Djævle i juni måned og skaden forventes at holde ham ude resten af året, har der været snak om, at svenskeren kan stoppe sin karriere. 

Han understregede dog søndag, at han ikke ville give op og Ander Herrera har opbakning til sin holdkammerat. 

- Ibrahimovic er 35 og har vundet alt, spillet på det højeste niveau i 15 eller 16 år og det er nu første gang han får en rigtig slem skade, så vi er rigtig kede af det på hans vegne, fortæller Herrera til Uniteds officielle hjemmeside. 

- Selvfølgelig kan han spille igen. Først og fremmest fordi han er fysisk priviligeret. Hans fysik, hans krop, er én af de bedste, jeg nogensinde har set, så jeg tror, det bliver nemmere for ham at komme tilbage end andre. 

- Men da han selvfølgelig er 35 skal han arbejde virkelig, virkelig hårdt og være utrolig tålmodig, men jeg tvivler ikke på, at han kommer tilbage, for han elsker fodbold, elsker at vinde og elsker at score mål. 

- Han elsker at træne hver dag. Hver dag vil han vinde - hver boksekamp, hver spil af fodboldtennis, alt til træning - så jeg tvivler ikke på, at han kommer tilbage. Men alle skal støtte ham, slutter spanieren.