Tidligere Liverpool-manager: Vi hentede næsten Cristiano Ronaldo
Foto: Getty Images
Premier League

Tidligere Liverpool-manager: Vi hentede næsten Cristiano Ronaldo

Gerard Houllier har afsløret, at Liverpool engang var tæt på at hente Cristiano Ronaldo.

Liverpool ønskede tilbage i 2003 at hente Cristiano Ronaldo til klubben efter kantspilleren havde imponeret for Sporting i hjemlandet Portugal. 

Men The Reds formåede ikke at matche den 18-årige portugisers lønkrav og Ronaldo endte som bekendt med at skifte til Liverpools rivaler, Manchester United. 

Det afslører den tidligere Reds-manager, Gerard Houllier. 

- Jeg så ham i Toulon-turneringen og vi forsøgte at hente ham. Men vi havde en lønstruktur, vi måtte overholde og ønskede ikke at betale den løn, han krævede, fortæller franskmanden til Liverpool Echo. 

- Så spillede Manchester United en venskabskamp mod Sporting og alle deres spillere sagde til Sir Alex Ferguson: "Du bliver nødt til at hente ham". 

- Men jeg var dengang enig i, at vi ikke skulle bryde lønstrukturen. Jeg tænkte, at det ville skabe problemer i vores omklædningsrum. 

Houllier mener, at Liverpool kunne have kæmpet med om Premier League-titlen, hvis de havde hentet Ronaldo den sommer i stedet for skadesramte Harry Kewell fra Leeds. 

- Måske havde vi vundet titlen med Ronaldo, men vi havde Harry Kewell, der var fantastisk dengang og var rigtig sulten, men fik en slem skade. Efter det havde han ikke rigtig den samme selvtillid, den samme appetit, slutter Houllier.