Phil Brown blev fyret som manager for Hull City mandag efter Hulls nederlag til Arsenal. Allerede her to dage efter ser det ud til, at Hull har fundet manden, der skal redde klubben fra nedrykning.
Ifølge flere engelske medier bliver den tidligere angriber Ian Dowie i dag præsenteret som ny Hull-manager, og han overtager dermed ansvaret i de sidste ni Premier League-kampe.
Hvis Dowie løser sin opgave og redder Hull, så skulle der vente ham en bonus på én million pund og en længerevarende kontrakt. Og Dowies første opgave mod opfyldelsen af det mål, bliver udekampen lørdag mod Portsmouth, hvor han og holdet med en sejr kan minimere de tre points afstand, der lige nu er til Wolverhampton og West Ham over stregen.
Ian Dowie var iøvrigt ikke Hulls førstevalg til managerposten. Både Mark Hughes, Alan Curbishley, Paul Jewell og Avram Grant skulle have sagt nej tak til tilbuddet om at lave en redningsaktion i det nordøstlige England.