Hull vil have Roberto Martinez
Premier League

Hull vil have Roberto Martinez

Steve Bruce er stoppet i Hull City, og ledelsen er derfor på jagt efter en ny træner.

Efter Steve Bruces stop i Hull City er jagten på en ny træner gået ind, og her er der, vanen tro, flere, der kandiderer til den ledige stilling. 

Den engelske avis The Guardian skriver mandag, at klubben nu har samlet en liste på fem trænere, der kan afløse den erfarne englænder hos Premier League-oprykkerne. 

Det største navn på listen er den fyrede Everton-manager Roberto Martinez, der ifølge avisen har en stor fan i Ehab Allam, der er vicedirektør i klubben. Roberto Martinez blev i maj fyret af Everton efter en skuffende sæson, hvor Liverpool-klubben sluttede som nummer 11.

Den spanske manager tilbragte tre sæsoner på Goodison Park, og har derudover også erfaring fra både Wigan og Swansea, hvilket vil være værdifuld for en klub som Hull, der skal forsøge at genetablere sig i den bedste engelske fodboldrække. 

Også Mike Phelan nævnes blandt kandidaterne til at overtage det ledige trænersæde.