Video : Tipsbladet
Premier League

Ibrahimovic: Pogba forsøger ikke at leve op til transferværdien længere

Paul Pogba prøver ikke længere at leve op til, at han er verdens dyreste fodboldspiller.

I sommer skiftede Paul Pogba fra Juventus til Manchester United for det største beløb nogensinde.

778 millioner måtte der nemlig langes over disken, og lige siden har der været stort fokus på Pogbas præstationer i England.

Starten gik langt fra fremragende for Paul Pogba, der blev kritiseret voldsomt, men nu viser franskmanden langt bedre takter. Det mener holdkammeraten Zlatan Ibrahimovic i hvert fald.

- Jeg tror, at han ville vise, at han var transferen værd i stedet for at spille sit spil, som han ved, hvordan han skal, i hans første periode i United, siger Zlatan Ibrahimovic til ESPN.

- Da han begyndte at slappe af, begyndte han at spille, som han ved, han skal, og det gør det meget nemmere for ham. Han behøver ikke at demonstrere noget, for alle ved, hvem Paul er, hvad han har lavet i Juventus de sidste tre til fire år, og hvad han er i stand til, så nu spiller han mere som Pogba.

I de sidste kampe er der nemlig kommet mere gang i Paul Pogba og Manchester United, som har vundet de sidste fire ligakampe og nu har spillet sig op på sjettepladsen i Premier League.

- Han har intet at demonstrere, han har intet at vise, han skal bare nyde kampen og hjælpe holdet, som han gør nu. Nu spiller han som en moden spiller, og man ser resultaterne, afslutter Zlatan Ibrahimovic.

Zlatan Ibrahimovic kom selv til Manchester United i sommer, hvor han har scoret 17 mål og lavet tre assists. Paul Pogba har scoret fem mål og lavet fire assists.